Ekstraordinær generalforsamling

27-04-2024

Ved vores ordinære generalforsamling den 9. april fik vi suppleret bestyrelsen med 2 nye medlemmer og valgt ny formand. Ved det konstituerende bestyrelsesmøde viste det sig desværre, at de nødvendige kompetencer til at være kasserer ikke er til stede. Derfor er vi nødsaget til at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, og således supplere bestyrelsen med et ekstra medlem.

Posten som kasserer er vigtig, men arbejdet er ikke så stort, som man måske skulle tro. Klubben har en administrativ medarbejder 20 timer/måned til den daglige bogføring og administration af løn. Posteringerne godkendes naturligvis af kassereren.

Det er således økonomiske kompetencer og strategisk sparring med resten af bestyrelsen, vi ser en kasserer bidrage med.
Bestyrelsen er meget opmærksom på at vores netop afleverede regnskab viser et underskud, og at budgettet for 2024 også viser et underskud. Men vi er realistiske optimister og har forskellige aktive tiltag, som vil forbedre det. Hvis du overvejer at stille op, men gerne vil høre mere inden, så tøv ikke med at tage fat i et medlem af bestyrelsen. Vi ser frem til at høre fra dig. 

Men når alt dette er sagt, så indkalder bestyrelsen i henhold til klubbens vedtægter til en ekstraordinær generalforsamling med dagsorden som angivet nedenfor. Efter afholdelse af den ekstraordinære generalforsamling, afholder vi et kort bestyrelsesmøde. 

Dato: 13. maj 2024
Tidspunkt: 19:00
Sted: Auditoriet på Søndre Skole 

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Godkendelse af dagsorden
  3. Valg af kasserer til bestyrelsen
  4. Eventuelt

Forslag til kandidater til posten som kasserer kan indsendes skriftligt til bestyrelsen inden generalforsamlingen eller fremføres direkte på generalforsamlingen.

Vi opfordrer alle medlemmer til at deltage og være med til at sikre en velfungerende og aktiv bestyrelse i Viborg Svømmeklub.

Med venlig hilsen,

Bestyrelsen i Viborg Svømmeklub